All we like sheep have gone astra-a-a-a-a-a-ay

af Carsten

MANDAG AFTEN er der korøvelse i Armidales Choral Society. Händels Messias - et noget ambitiøst projekt for den store gruppe glade amatører. Efter kun 4 dage i Armidale blev jeg shanghajet som bas til koret og blev tilbudt kørelejlighed.

DE GRÅ HÅR dominerer, kun overgået af hvide hår som igen overgås af de hårløse. Jeg trækker gennemsnitalderen voldsomt nedad, ikke kun i basgruppen, men generelt. Med Händel er vi jo også et pænt stykke tilbage i historien, til da han på rekordtid, grebet af Ånden, skrev sin Messiah.

VI FOR ALLE VILD SOM FÅ-Å-Å-ÅR. Der trilles og rulles på tonerne, som sig hør og bør, men der er lidt problemer til øvelsen i aften, fornemmer man. Dirigenten understreger konstant at vi skal lytte til hinanden, og minder os om at koncerten er d. 16. december i the Lazenby Hall. Når vi det?

SELV OM jeg af og til tænker, hvad laver jeg her?.. så er det smukt til tider, og selv om vi nok ikke helt når niveauet fra fordums dages Herning Kirkes Drengekor, så er der passager man godt kan blive høj af.

Unit One

Spændingen stiger...de har endelig fået opklaret sagen om Britt fra Nyborg, men hvorfor lod de Lasse-morderen gå fri? Bliver Fischer nogen sinde sendt på FBI-kursus? Blev Ingrid vicekriminalkommissær, fordi Ulf er hendes far? Og hvordan er det lige, at LaCour bare kan 'fornemme' ting, når han er ude på gerningsstedet? Det er spørgsmål, vi går rundt og stiller os selv i disse dage. For kendere er der selvfølgelig ingen tvivl...det handler om 'Rejseholdet'.

Noget af det første, Carstens vejleder sagde efter at have mødt os, var, at vi skulle huske at se Unit One hver torsdag aften. Det program havde vi ikke lige hørt om, men vi kunne da godt prøve at se det, og det viste sig, at det altså var Rejseholdet. For ikke-kendere kan vi oplyse, at det er en dansk krimiserie, der gik på DR for et par år siden. Det var et stort hit, men dengang fulgte vi overhovedet ikke med. Nu sender de serien på australsk TV, og vi er blevet fuldstændig bidt af den.

Det endte med, at vi slet ikke kunne udholde spændingen (ét afsnit om ugen føltes som tortur - især de afsnit, som sluttede med 'fortsættes...'), og vi måtte bare begynde at købe DVD'erne. De koster en mindre formue hernede, men man kan jo ikke bare stoppe midt i det hele, så nu mangler vi kun én pakke med de sidste 7 afsnit. Uh, det er spændende!

Uhyret fra luften

af Carsten

ENDELIG er de faldet lidt til ro - deres unger er fløjet fra reden. Vi andre kan også ånde lettet op, de daglige luftangreb er stoppet. Men i de første 2 måneder var det altså hver dag de prøvede at baske mit baghoved, som regel bare som et 'gonk' men et par enkelte gange med kradsmærker på ører og kind. Deres værste fjende er åbenbart cyklister med cykelhjelm, og da hjelm er påbudt, er der lagt op til kamp.

CHRISTINA TROEDE vist ikke helt på det ind til den dag hun selv fik ørerne i maskinen. Den dykkede som et lyn fra lygtepælen og ramte lige akkurat ved siden af, og hun hørte kun lyden at et missil i frit fald hvisle forbi hendes hoved.

EN AUSTRALSK MAGGIE (magpie) er et indfødt dyr, og derfor fredet i klasse A. Egentlig synes jeg ikke den burde have lov til at blive kaldt en fugl, for fugle er søde og gode mod mennesket, og den her er altså mere en form for dinosaurus. Min vejleder plejer at være bevæbnet med en ketcher når han går op til Universitetet, og hans kone bruger en paraply. Jeg fandt frem til at min cykellås var et okay våben.

"DU SKAL BARE tegne øjne på din cykelhjelm - så angriber de ikke", "det varer kun 3 uger", "det er jo bare en maggie" siger folk. Jojo. Personligt er jeg nu glad nok for at de holder pause med angrebene ind til næste september.

En ganske almindelig morgen

Der kræver en god portion overvejelse og en endnu større portion selvdisciplin at forlade sin efterhånden semi-varme seng (vi savner vores store vamsede dyner!!!) og konfrontere den isnende kulde, der har bredt sig i rummet. Langsomt stikker man tæerne ud, og en ubehagelig gysen løber op igennem hele kroppen. Hurtigt trækker man sine 10 små blå til sig igen og prøver med al magt at fremkalde en form for dårligdom, der kun med held kureres ved at forblive sengeliggende. Det virker ikke...igen! Resolut river man tæppet af, for nu skal det være; ikke noget med skridt-for-skridt-proceduren - bare én stor væmmelig hundekold tyrker *brrrr*! Tænderne klaprer, knæene slår imod hinanden, og ishovedpinen melder sig (ligesom når man spiser is for hurtigt). Det er morgen i Armidale.

For tiden er det, som om vejret ikke helt ved, at det er sommer. Det regner hele dagen, og hvis man skulle drikke varm kakao, hver gang det var tordenvejr, ville man hurtigt få kakaoforgiftning. Men regnen er til stor glæde for især landmændene - Australien er nemlig tørkeramt i øjeblikket, og jorden tørster, så et par ugers regn bringer fornyet friskhed til både natur og mennesker.

Videoen nedenfor giver jer en smagsprøve på det, vi ville kalde en seriøs haglbyge, men hernede er det bare 'småflager'. Der falder med jævne mellemrum hagl så store som tennisbolde, og lokalhistorien vidner om alvorlige haglskader på biler og bygninger, så det er jo nogle lidt foruroligende udsigter.