af Carsten
DENGANG EN SPADE stadig var en spade - og en skovl en skovl - var der en del ting der ikke kunne lade sig gøre. Men vi er ovre de tider. Et klasseværelse er i hvert fald ikke længere et klasseværelse.
JEG UNDERVISER studerende der bor i Korea, Japan, Hong Kong, Canada, USA, Sydafrika og Europa her fra mit lille kontor med min lille computer. Fjernundervisning er University of Englands varemærke, og det har vist udviklet sig til en lille guldgrube. Alt foregår online. Undervisning, vejledning, opgaveaflevering og karaktergivning.
EN UGE FØR SEMESTERSTART var der en ældre underviser der pludseligt sagde op, og så fik jeg tilbudt et job. Bommelom, der stod jeg med 30 studerende fra 5 verdensdele. Det går godt, jeg lærer hen ad vejen.
NU HAR JEG JO ALTSÅ også et phdprojekt der skal passes, så jeg forsøger at styre min lingvistiske ildsjæl, så der osse er lidt brændsel til min primære opgave. I april skal jeg præsentere mine foreløbige analyser på en workshop i Canberra (Australian National University).
onsdag den 19. marts 2008
mandag den 10. marts 2008
I røg og damp...
I lørdags bestemte vi os for at køre ud til New England National Park, som ligger ca. 80-90 km fra Armidale, for at bushwalke. Vi var lidt spændte på, om vores lille Toyota Corolla kunne klare løjerne (den havde nemlig tidligere udvist foragt for bakker), men efter nøje overvejelse kørte vi af sted.
Da vi var kommet ca. halvvejs, mødte vi en fugl, som prøvede at begå selvmord ved at flyve ind foran Corollaen...det virkede! Til min store rædsel så jeg i bakspejlet hele dens gråhvide fjerpragt, hvirvlende rundt på vejen, og det gik pludselig op for mig, at jeg nu havde været (delvist) skyld i hele TO dødsulykker bag rattet; første offer var en uskyldig tasmansk wombat, som løb ud foran vores lejede bil en mørk aften - heldigvis bumpede fuglen ikke helt så meget som wombatten.
Det tragiske dødsfald skulle dog ikke forhindre os i at buswalke, så vi kørte videre...
Endelig kom skiltet med 'New England National Park', og vi kørte med stor iver ind på en grusvej - kun 5 km fra vores mål. Pludselig hørte vi en mærkelig lyd samtidig med, at en sær lugt bredte sig i bilen. Der gik ikke mere end ca. 10 sekunder, før vi så den første røg, og snart osede Corollaen ganske forfærdeligt ud af kølerhjelmen. Vi stoppede bilen og sprang i dækning - af frygt for at hele dyret ville springe i luften.
Ekplosioner kom der ingen af - kun en fortsat masse røg. Til vores store væmmelse opdagede vi, at liget af den føromtalte selvmorderiske fugl havde sat sig fast i rillerne over kofangeren, men vha. en plastikpose fik Carsten omsider hevet de fleste fjer og vinger ud (jfr. vores sidste blog-indlæg om håndtering af døde dyr). Vi havde set på film, at man skal åbne kølerhjelmen, når sådan noget sker, så det ville vi også prøve. Det tog os lidt tid at finde det rigtige 'håndtag' (ja, der er altså ingen af os, der har 'gået til mekaniker'), men endelig åbnede låget sig, og den dampende røg kunne frit stige til vejs. Så stod vi der med skægget i postkassen!
Det skal her nævnes, at grusvejen var ret så øde, og faktisk havde vi kun mødt ca. 10 biler på 'den store landevej', så det så temmelig skidt ud! Pludselig hørte vi lyden af en bil, og til vores store glæde kom den nærmere. Yesss, den ville redde os...troede vi! Men vi tog grueligt fejl. Chaufføren susede forbi samtidig med, at han vinkede til os - øhhh, ligner vi måske nogen, der er ude for at strække ben, og som gerne bare vil vinkes til (motoren udsendte stadig tykke stråler af røg)?!
Efter et stykke tid kom vi i tanker om, at man kan skrue på et låg og hælde vand ned i et rør, så vi fandt vores drikkeflasker frem og indstillede os på at tørste. Men låget var knaldhamrende varmt, og der stod, at man ikke måtte åbne det 'hot', så det gjorde vi ikke :) Pludselig hørte vi igen lyden af en bil, og vores forventning om en redningsmand/-kvinde steg igen, men også denne gang susede den hvide ladvogn forbi (måske ligner vi sigøjnere???), og vi begyndte at gøre os tanker om, hvordan vi bedst kunne bygge et bål og sove i træerne, hvis det kom til det.
For tredje gang hørte vi en bil, der nærmere sig. Af erfaring vidste vi, at den ikke ville stoppe...men det gjorde den! Et ældre ægtepar holdt ind til siden og spurgte, om vi havde problemer...om vi havde! De steg ud, og manden pillede ved nogle ting nede ved motoren (ligesom på film...det var tydeligt, at han havde 'gået til mekaniker'), og konen hentede en ekstra flaske vand i deres bil, som manden hældte ned i det føromtalte rør sammen med vores drikkevand. Det korte af det lange var, at Corollaen nu kunne starte igen, og vi behøvede ikke overnatte i et træ.
Vi valgte dog - på grund af omstændighederne - at vende snuden hjemad, selvom vi kun var 5 km fra nationalparken, og vi kom dermed slet ikke ud at bushwalke den dag. Til gengæld kom vi helskindede hjem (selvom vi måtte holde et par pauser undervejs, fordi motoren begyndte at ryge igen). I morges kørte vi vores lille Corolla til en ægte mekaniker, og lige nu ligger den på operationsbordet. Vi håber ikke, behandlingen bliver alt for dyr...den behøver ikke blive helt rask...bare rask nok til at køre lidt rundt engang imellem.
Da vi var kommet ca. halvvejs, mødte vi en fugl, som prøvede at begå selvmord ved at flyve ind foran Corollaen...det virkede! Til min store rædsel så jeg i bakspejlet hele dens gråhvide fjerpragt, hvirvlende rundt på vejen, og det gik pludselig op for mig, at jeg nu havde været (delvist) skyld i hele TO dødsulykker bag rattet; første offer var en uskyldig tasmansk wombat, som løb ud foran vores lejede bil en mørk aften - heldigvis bumpede fuglen ikke helt så meget som wombatten.
Det tragiske dødsfald skulle dog ikke forhindre os i at buswalke, så vi kørte videre...
Endelig kom skiltet med 'New England National Park', og vi kørte med stor iver ind på en grusvej - kun 5 km fra vores mål. Pludselig hørte vi en mærkelig lyd samtidig med, at en sær lugt bredte sig i bilen. Der gik ikke mere end ca. 10 sekunder, før vi så den første røg, og snart osede Corollaen ganske forfærdeligt ud af kølerhjelmen. Vi stoppede bilen og sprang i dækning - af frygt for at hele dyret ville springe i luften.
Ekplosioner kom der ingen af - kun en fortsat masse røg. Til vores store væmmelse opdagede vi, at liget af den føromtalte selvmorderiske fugl havde sat sig fast i rillerne over kofangeren, men vha. en plastikpose fik Carsten omsider hevet de fleste fjer og vinger ud (jfr. vores sidste blog-indlæg om håndtering af døde dyr). Vi havde set på film, at man skal åbne kølerhjelmen, når sådan noget sker, så det ville vi også prøve. Det tog os lidt tid at finde det rigtige 'håndtag' (ja, der er altså ingen af os, der har 'gået til mekaniker'), men endelig åbnede låget sig, og den dampende røg kunne frit stige til vejs. Så stod vi der med skægget i postkassen!
Det skal her nævnes, at grusvejen var ret så øde, og faktisk havde vi kun mødt ca. 10 biler på 'den store landevej', så det så temmelig skidt ud! Pludselig hørte vi lyden af en bil, og til vores store glæde kom den nærmere. Yesss, den ville redde os...troede vi! Men vi tog grueligt fejl. Chaufføren susede forbi samtidig med, at han vinkede til os - øhhh, ligner vi måske nogen, der er ude for at strække ben, og som gerne bare vil vinkes til (motoren udsendte stadig tykke stråler af røg)?!
Efter et stykke tid kom vi i tanker om, at man kan skrue på et låg og hælde vand ned i et rør, så vi fandt vores drikkeflasker frem og indstillede os på at tørste. Men låget var knaldhamrende varmt, og der stod, at man ikke måtte åbne det 'hot', så det gjorde vi ikke :) Pludselig hørte vi igen lyden af en bil, og vores forventning om en redningsmand/-kvinde steg igen, men også denne gang susede den hvide ladvogn forbi (måske ligner vi sigøjnere???), og vi begyndte at gøre os tanker om, hvordan vi bedst kunne bygge et bål og sove i træerne, hvis det kom til det.
For tredje gang hørte vi en bil, der nærmere sig. Af erfaring vidste vi, at den ikke ville stoppe...men det gjorde den! Et ældre ægtepar holdt ind til siden og spurgte, om vi havde problemer...om vi havde! De steg ud, og manden pillede ved nogle ting nede ved motoren (ligesom på film...det var tydeligt, at han havde 'gået til mekaniker'), og konen hentede en ekstra flaske vand i deres bil, som manden hældte ned i det føromtalte rør sammen med vores drikkevand. Det korte af det lange var, at Corollaen nu kunne starte igen, og vi behøvede ikke overnatte i et træ.
Vi valgte dog - på grund af omstændighederne - at vende snuden hjemad, selvom vi kun var 5 km fra nationalparken, og vi kom dermed slet ikke ud at bushwalke den dag. Til gengæld kom vi helskindede hjem (selvom vi måtte holde et par pauser undervejs, fordi motoren begyndte at ryge igen). I morges kørte vi vores lille Corolla til en ægte mekaniker, og lige nu ligger den på operationsbordet. Vi håber ikke, behandlingen bliver alt for dyr...den behøver ikke blive helt rask...bare rask nok til at køre lidt rundt engang imellem.
Abonner på:
Opslag (Atom)
