Sidste blogdag

af Carsten

Kære bloglæsere

DER KOMMER EN DAG i en hver blogs liv hvor det er tid til at tage afsked. Bloggen "Levisen" har været aktiv i omkring et år, og vi har bestemt at stoppe mens legen er god. Vi har mange ting om ørerne for tiden, og prøver at nå så meget som muligt inden vi kommer til Danmark i januar og februar.

VI SIGER TAK til alle som har fulgt med, kigget billeder og deltaget i diverse mere eller mindre meningsfyldte meningsmålinger.

Kærlige hilsner
Christina & Carsten

Land of the Long Lost Weekend

digt af Carsten

det er weekend
i grillfesternes land
og solen brænder hud
og mennesket brænder pølser

sort som kul
og svedne løg
barbequesovs og solcreme faktor 30

skoleuniformer med solhatte
vandrer ind i skolebussen
lysebrune aboriginals
og dem med rigtig røde fregner

vi takker for gennemtræk
og dårlig isolation
når brisen bruser gennem
vores hus
in the Land of the Long Lost Weekend

Som tiden dog flyver

Fru Levisen, 1960

Hr. Levisen, 1960

Christina bonket af olm fugl

Advarsel mod bonkende fugle


af CARSTEN

SÅ ER DET IGEN sæson for magpie-angreb. "Altså gid man måtte skyde den", siger en hævntørstig Christina. Denne fredede australske fugl som bliver rimelig olm når man går ind på dens territorium. Christina fik et ordentligt bonk i baghovedet den anden dag.

DE BONKER ALTID FOLK BAGFRA, og derfor har nogen cyklister tegnet øjne på på deres cykelhjelm for at narre den. Andre har sat små antenner på cykelhjelmen for at forvirre fjenden. Min vejleder er bevæbnet med en badmintonketcher og hans kone med en paraply, når de skal fordi byens allermest olme magpie, som uheldigvis bor lige ved indgangen til universitetet

VI BRUGER EN PIND. Det ser lidt voldeligt ud, men vifter man med sin pind over hovedet mens man går gennem den olme fugls territorium, er man ret sikker på den ikke angriber.

HER GIK VI OG TROEDE at fugle var små, søde væsner der kvidrede og sang for at glæde mennesket. Ja, i hvert fald ikke den her kalorius.

Naboer

af Carsten

HAR DU LÅST DIG SELV UDE? spørger jeg min nye nabo, der sidder på cementblokken uden for huset. Det er første gang jeg hilser på hende, for de er flyttet ind for fire dage siden. "Nej, han har smidt mig ud", siger pigen der sidder med et tæppe omkring sig og varmer sig i morgensolen. Hendes ejendele ligger spredt rundt omkring hende. Hun vil ikke have en kop te, hun vil heller ikke have et lift. "Det er fint nok, min mor kommer og henter mig om lidt", siger hun.

NABO I FIRE DAGE. Det var ikke længe. Vi havde ellers glædet os til at få nye naboer, eftersom de gamle vækkede os hver nat ved at tale med skinger stemme i mobiltelefon lige uden for vores vindue.

VORES LILLE rækkehusblok afspejler denne verden på godt og ondt. Yderst har vi "stirreren", som altid kigger på os når vi hænger vasketøj op (især Christina), og som altid byder på øl, som vi altid pænt afslår. Så kommer den sjofle tyske sociolog og hendes kække australske soldat som er flinke nok, og som larmer klart mindst. Så kommer vi, og til sidst altså det nye par, der nåede at bo sammen i fire dage.

DU SKRØBELIGE VERDEN, tænker man så. Vi har endnu ikke haft trang til at holde blokfest, nu må vi se hvad sommeren byder.

tegner og fortæller

kunstner: Sadami Kondo (bragt med tilladelse)

En japansk deltager på kurset "Language and cultural values" (det fag jeg underviste i på University of Sydney i juli) viste sig også at være tegner. Hun kreerede dette smukke og helt naturtro portræt.

Flæskesteg med bønnespiresalat

Til vores store overraskelse (og glæde) opdagede vi for nogen tid siden, at en lille restaurant her i Armidale har flæskesteg på menuen; dvs. det er selvfølgelig ikke flæskesteg 'som vor mor lavede det', men det er nok det tætteste, vi kommer på den attraktive side af det dansk-kulinariske køkken på det ganske australske kontinent. Igennem hele min specialetid har løftet om flæskestegsmiddag været min 'gulerod', og da jeg for et par uger siden endelig kunne sætte frimærker på pakkeposten, bestilte Carsten straks bord på den lille restaurant, og vi fik vores flæskesteg med tihørende salat af bønnespirer...måske ikke det, man som dansker typisk forbinder med flæskesteg, men det smagte himmelsk :)

Hvis der skulle være nogen, der endnu ikke havde hørt det, kan vi her indskyde, at vi kommer til Danmark midt i januar og ca. en måned frem. Vi glæder os til at være lidt 'hjemme', selvom det kun er for en kort tid, og vi ser frem til at være sammen med vores familie og venner. Inden da håber vi dog på at få overtalt Henrik Jensen til at fejre nytår sammen med os i Sydney :)

Snemand Frost og frøken Tø

af Carsten

KYNDELMISSES overmåde hvasse knude, som vi kender den fra Blicher, har slået rod i Armidale. Nærmere bestemt midt i vores stue. På almindeligt dansk: Det er iskoldt, og det har det været i alt for længe

AUSTRALSKE HUSE er bygget til ækvator. Man glemte lige at tænke på at vi bor i 1000 meters højde, og at den kolde vind suser gennem de drivhusagtige vinduer, og hullerne under døren. Radiatorer? Ja, dem må man skam ud at anskaffe sig til lejligheden. Ingen har indbygget varme her.

MEN DE KLAGER SIG ALDRIG, australierne, for det er dårlig stil. Der er aldrig nogen der er døde af lidt iskold gennemtræk. Så tager de en ekstra jakke på, dyrker lidt sport, og drikker en kop te, og en kop kaffe og en kop te igen.

MEN NU ER FORÅRET på vej, og hurra for det. Man mærker at nætterne igen er over frysepunktet, og at man ikke kan se sin egen ånde mere, når man spiser morgenmad i stuen.

Fødselsdagsfestivitas

I går var det min (Christinas) fødselsdag - hurra hurra hurra, og dagen var spækket med overraskelser, hygge og lækkert mad. Carsten havde i al hemmelighed inviteret fire veninder til formiddagskaffe og frokost, og som en ægte gentleman opvartede han os allesammen med diverse lækkerier for ganen - lige fra røget laks til paté og fyldte chokolader. Om eftermiddagen slappede vi af på en café i midtbyen, og overraskelserne fortsatte om aftenen, da Sharyn & Karl (vores Armidale-forældre) pludselig dukkede op, og så tog vi alle fire ud for at spise på restauranten, The Grapevine.

Af andre glædelige begivenheder kan nævnes, at jeg i næste uge sender mit speciale af sted, så det forhåbentligt når frem til min vejleder inden deadline 31. august. Det bliver rigtigt skønt at være færdig, men jeg kommer til at savne alle studierabatterne :(

Fødselsdagsformiddagskaffe på Glass Street

Carsten og Evan synger og spiller

Frokostklub

af Carsten

KAFFEKLUBBER i Socialdemokratiet har efter sigende haft stor indflydelse på dansk indenrigspolitik, og intet er vel dybest set så dansk som klubber, kliker og grupperinger. (Husk at sæt x ved Danmarks næste kvindelige statsminister i afstemningen til højre)

JEG HØRTE ENGANG en netværkskonsulent fable om at det var vigtig at have forskellige folk i sit netværk, ikke nogen der lignede en selv for meget. Det kom der ligesom ikke nogen kreativ proces ud af.

JEG SPISER MINE rugbrødsmadder (en plattysk rugbrødsversion fra Coles) sammen med Ben, der er sydpolensforsker, og Julia der beskæftiger sig med sydafrikanske og tyske film. Det kommer der meget godt ud af, de er nogle gode og festlige mennesker.

HUNDRENDE TUSINDE ORD skal det blive til. Skriveprocessen er begyndt, og en PhD skriver ikke sig selv, skulle jeg hilse at sige. Frokostklub eller ej, al inspirerende og menneskelig opbakning er afgørende.

Sider af Sydney

skrevet paa University of Sydney, Fisher Library (hovedbiblioteket)

af Carsten

SYDNEY FAAR 5 STJERNER ud af 5 stjerner. Vild og spraglet, og samtidig venlig og nede paa jorden, fyldt med attraktioner og events til den store guldmedalje. For at goere den lange historie kortere, vil jeg nu dele 5 top-oplevelser i kategorierne det romantiske, det hyggeligste, det laekreste, det vamleste og det udfordrende.

DET ROMANISKE
Christinas bryllupsdagsgave: 2 billetter til 'Don Giovanni' i Joergen Utzons arkitektoniske mestervaerk, Operahuset i Sydney. Det viste sig godt nok at Giovanni var lidt af en Don Juan. Men oh hvilken lyd, og oh hvilken festlig by at fejre bryllupsdag i.

DET HYGGELIGSTE
At spise paa afrikansk restaurent sammen med Bill, vores gamle underviser paa Aarhus Universitet som var til lingvistikkonference. Hoere nyt om gamle Aarhus, "catche up" som man siger. Hyggelig passiar, minder og moro, gingerdrik og giraf.

DET LAEKRESTE
Aromafestivalen paa the Rocks, Sydneys havnefront, en hyldest til chokolade, kaffe, te, krydderier og andet godt. Smagsproever. Chokolade op til begge oerer. Chili ud i hele kroppen, medens hoej sol og milde vinterbriser aede vores kroppe.

DET VAMLESTE
Det statisk elektriske badeforhaeng paa vores "fine hotel" i forstaden Annandale. Hvidligt, med plamager i farvenuancerne roed, brun og sort. Kommer ind mod een naar man er i bad.

DET UDFORDRENDE
Sprogkonferencerne med de sigende navne ALS og ALI. Professorer med og uden skaeg, og studerende fra mange steder i verden. Jeg har holdt oplaeg paa ALS, skal undervise paa ALI paa torsdag. Lyden af samtale paa russisk, arabisk, dansk...

Fredagsmokka på Booloominbah

af Carsten



EFTERMIDDAGSKAFFE er aldeles uaustralsk. Hernede er det formiddagskaffen der tæller. Eftermiddagene er lange som et ondt år, mens formiddagene, hvor man burde arbejde hårdt mens hjernen er på toppen, hurtigt kan gå op i søde sager og socialt samvær.

DET FORHINDER OS JO IKKE i at få 'vor käffe' på et mere jysk tidspunkt. Som fx her om en time når Christina kommer ud på Booloominbah og drikker kaffe med mig og fejrer weekendens komme. Booloominbah, eller i daglig tale Bool, er universitetets café, et stort gotisk-bombastisk bygningsværk med et aboriginalnavn der er så svært at udtale at selv lingvister kommer til kort.

VI TØFFER AF STED mod Sydney på søndag. Med bomletog tager det et halvt døgn, og så får man udsigten med gratis. Hvis man er til får på gule marker, bjerglandskaber og ensomme eucalyptustræer i horisonten er det alle tiders tur. Lige nu er vi ret tændte på at se noget storby, så 14 dage i Sydney skal gøre godt.

Den synkende skude

Lørdag aften sejlede og sank Titanic for sidste gang i Lazenby Hall. Det blev til ti fantastiske forestillinger - de fleste med stående bifald, og til stor glæde for 'Armidale Drama and Musical Society' var alle forestillinger udsolgt (undtagen én, som måtte fremføres med hele tre tomme publikumspladser). Skuespiller- og sangpræstationerne var i top, og de medvirkende lignede nogen, der var udvalgt blandt de bedste af de bedste.

For Carstens vedkommende begyndte karrieren som sopran i 'Herning Kirkes Drengekor' (i folkemunde 'Herning Kirkes Strengekor'), senere som bas i Händels Messias og nu som baryton i Titanic. Forklædt som 4. officer, Joseph Boxhall, holdt han udkig fra gangbroen; som tjener på 1. klasse opvartede han de rige gæster med champagne, og som 3. klassespassager drømte han om sit nye liv i Amerika (som jo desværre aldrig blev til noget, fordi de sejlede ind i et isbjerg i slutningen af 1. akt).

Jeg havde på spejderære lovet Henrik-lillebror at sidde klar med kameraet, og derfor kan I fornøje jer med nedenstående videoklip fra forestillingen. Husk at deltage i afstemningen til højre, når I har set videoerne! Beklager lydkvaliteten.

Fra scenen 'Godspeed Titanic': Titanic lægger fra havn, og passagererne tager afsked med livet i England, mens de synger om deres forestående rejse. Joseph Boxhall står som nr. 2 fra venstre oppe på gangbroen.

Fra scenen 'What a remarkable age this is': Tjenerne ombord på Titanic får sig en lille svingom. Hold igen øje med ham, der begynder som nr. 2 fra venstre.

Man må lide for skønheden

I denne tid kommer Carsten hjem hver aften med sminke på øjnene, pudder i ansigtet og læber, der er malet med en meget skrap rød farve. Inden sengetid kan man se ham stå inde på badeværelset foran spejlet og rense det af med vatrondeller og makeupfjerner, og det ser ærligt talt temmelig besynderligt ud! Jeg havde aldrig lige forestillet mig, at min mand skulle begynde at gå med sminke...

Det er selvfølgelig en trøst at vide, at det bare er på grund af lyset på Titanic-scenen, og at det derfor vil tage en ende om et par uger, når tæppet rulles ned for sidste gang i den berømte musical. Carsten udtaler omkring sit eget makeupforbrug: "Det er en ting, jeg ikke håber, jeg kommer til at lære mere om i fremtiden".

Hver dag i denne uge har Titanic-skuespillerne øvet fra 18.30-23.30 (!), og på lørdag sker det, alle har ventet på...PREMIEREN. I "Lazenby Hall", hvor den store båd sættes til søs, er der plads til 856 tilskuere, og med de i alt 10 forestillinger, der er planlagt, skulle ca. 1/3 af Armidales indbyggere kunne få fornøjelsen af at overvære de syngende og dansende passagerer ombord på skibet, inden det store isbjerg sætter en stopper for det hele.

New England Wool Expo 2008

I denne weekend er der uld-festival i Armidale. To af byens parker danner rammer om begivenheden, og det hele minder om en kæmpe markedsplads med telte, boder og udstillinger overalt. Dagen igennem var der shows med "fårehunde på job", hvor de dygtige fårehunde viste, hvordan de nemt og hurtigt kunne genne de store fåreflokke rundt i manegen ved at gø på den rigtige måde og på de rigtige steder. De lokale skoler havde haft temadage om får, og de havde et helt telt med kunstudstillinger. Overalt kunne man købe uldprodukter...trøjer, sokker, hatte osv., og når man blev sulten, blev der selvfølgelig serveret grillet lammekød og lokale vine i frokostteltet.

Den største attraktion i dag var åbningen af den meget prestigefyldte fåreklipningskonkurrence. Jeg prøvede efter bedste evne at overtale Carsten til at stille op, men uden held; han mente ikke lige, at han havde havde den teknik, der skulle til for at overtale et 100 kg tungt får til at udvise samarbejdsvilje nok til at blive trimmet af en nybegynder. I stedet overværede vi 3 andre deltagere i én af kvalifikationsrunderne - 3 store farmer-drenge, der skulle klippe 3 får hver. Bedømmelseskriterierne var tid, mængden af uld og kvaliteten af klipningen. De gik lynendes hurtigt, og de vidste lige, hvordan fårene skulle holdes/sættes i spænd mellem benene, så de (altså fårene) ikke kunne bevæge sig, mens den store elektriske saks barberede de tykke uldfrakker af i ét stykke. Det havde de vist prøvet før...

I et andet telt var der alpaca-skue (se billedet nedenfor). En alpaca ligner lidt en blanding mellem en lama, en kamel og en forvokset puddelhund...og de lugter i øvrigt også sådan. Man kunne købe alverdens beklædningsgenstande, der var lavet af alpaca-uld, og der blev holdt demonstration af, hvordan man kunne farve ulden og spinde den på en ten osv. Af en eller anden grund følte vi os ikke særligt fristet til at investere i produkter fra dette telt.

I morgen fortsætter løjerne. Vinderen af fåreklipningkonkurrencen skal kåres, fårehundene skal endnu engang vise, hvorfor fåre-farmerne vælger at lade dem gøre arbejdet i stedet for selv at løbe rundt efter deres løsslupne får, og alpacaerne skal atter stilles til skue og klappes af de mange børn, hvis arme er lange nok til at blive stukket ind imellem tremmerne. Vi har dog tænkt os at blive hjemme...vi har nemlig set nok af får i år.

Konfirmeret

af Carsten

UDEN BIBEL OG SALMEBOG, familiefest, festsange og flødeis, trådte jeg i sidste uge ind i forskernes rækker da jeg bestod min "Confirmation of Candidature". På basis af en rapport jeg havde udarbejdet om mit foreløbige arbejde, blev jeg spurgt ud om mit projekt, og mine kontorforhold blev gennemgået.

HAN VAR GEOLOG, ham lederen af konfirmationspanelet, så han holdt sig til de meget generelle spørgsmål. Og Cliff, min vejleder, skulle bekræfte at han fortsat støttede mit forehavende. Absolutely, sagde han. Og så var konfirmationen i hus. Eneste anmærkning var at jeg havde en reol for lidt til rådighed.

BLÅ MANDAG blev der ikke meget af, for 25 opgaver ventede på mig. De er nu af vejen, og det hold jeg fjernunderviser har allerede kastet sig over det næste emne. Efterhånden er jeg blevet dus med den australske karakterskala, som hverken har 12- eller 13 taller, men 5 grundkategorier.

Dr. Livingstone, formoder jeg?

af Carsten

CARLSTON LEVENSON. Carson Leviston. Khassim Livisen. Kirstin Liverson. Ja, det kan godt være danskere har svært ved at indse forskellen på Levinsen og Levisen, men australierne er decideret håbløse.

CHRISTINA er heldigere, hendes navn falder bedre ind i det australske lydmønster, mens jeg enten blir kaldt Carlson eller noget der lyder lidt som 'Kæresten' af de velmenende australiere.

NÅR MAN BESTILLER kaffe eller pizza skal man som regel sige sit navn, så man kan blive råbt op senere. Jeg har opgivet Carsten, og morer mig med at skabe nye identiteter. Jeg hedder for nemhedens skyld Ben, Jack, Nick eller ligefrem Warren, ellers ta'r det simpelthen for lang tid for de kære ekspedienter af processere ordren.

DA VI I SIN TID fik telefon og skulle indskrives i et register, måtte vi igennem er særlig proces fordi vi var de første Levisen'er i Australien. Ved den lejlighed blev jeg i øvrigt forvekslet med en tysk tennisstjerne, som jeg nu lykkelig har glemt navnet på.

Folk og røvere i Armidale

I sidste uge var der indbrud hos vores naboer - mens de var hjemme! Nogle dumme teenagedrenge skar hul i deres 'fly screen' (et net, der sidder foran vinduet for at holde insekter ude, når vinduet er åbent) og stjal $1000 (~5000 kr.), som vores kinesiske nabo skulle have brugt til en tur til Kina. Et par dage senere kom de selvsamme dumme teenagedrenge tilbage om natten og smadrede et 'Til Salg'-skilt, der stod foran huset, og derefter forsøgte de at plyndre vores garager...der går rygter om, at de snart vil holde loppemarked med hælervarer!!! Vi har siden spottet flere af dem liste rundt omkring huset og spejde efter nye muligheder for at lege Kasper, Jesper og Jonathan.

Politiet i Armidale har nu sat alle styrker ind på at fange de små bæster. De (politiet) har vist ikke så meget at lave i vores lille by, så derfor er deres primære beskæftigelse at spise på McDonald's. Jeg så et par dage efter indbruddet 2 af de små bæster, og derfor har politiet flere gange bedt om en beskrivelse af hhv. de små bæster og hændelserne, der ledte op til, at jeg så dem. Jeg bliver altid lidt nervøs, når jeg åbner døren og ser de store uniformklædte mænd med pistoler og håndjern i bæltet - jeg er altid lige ved at tilstå, men har endnu ikke rigtigt kunnet finde på noget at tilstå. I går spurgte de, om jeg ville kunne genkende bæsterne, hvis jeg så dem igen, hvortil jeg svarede 'possibly', så nu venter jeg med spænding på, at jeg forhåbentligt skal ned på stationen og udpege bæsterne igennem en rude, der ligner et spejl på den ene side - ligesom på film :)

Carsten ryster altid på hovedet og mener, at jeg burde være blevet detektiv. Jeg tror, han har ret!

Verden som klasseværelse

af Carsten

DENGANG EN SPADE stadig var en spade - og en skovl en skovl - var der en del ting der ikke kunne lade sig gøre. Men vi er ovre de tider. Et klasseværelse er i hvert fald ikke længere et klasseværelse.

JEG UNDERVISER studerende der bor i Korea, Japan, Hong Kong, Canada, USA, Sydafrika og Europa her fra mit lille kontor med min lille computer. Fjernundervisning er University of Englands varemærke, og det har vist udviklet sig til en lille guldgrube. Alt foregår online. Undervisning, vejledning, opgaveaflevering og karaktergivning.

EN UGE FØR SEMESTERSTART var der en ældre underviser der pludseligt sagde op, og så fik jeg tilbudt et job. Bommelom, der stod jeg med 30 studerende fra 5 verdensdele. Det går godt, jeg lærer hen ad vejen.

NU HAR JEG JO ALTSÅ også et phdprojekt der skal passes, så jeg forsøger at styre min lingvistiske ildsjæl, så der osse er lidt brændsel til min primære opgave. I april skal jeg præsentere mine foreløbige analyser på en workshop i Canberra (Australian National University).

I røg og damp...

I lørdags bestemte vi os for at køre ud til New England National Park, som ligger ca. 80-90 km fra Armidale, for at bushwalke. Vi var lidt spændte på, om vores lille Toyota Corolla kunne klare løjerne (den havde nemlig tidligere udvist foragt for bakker), men efter nøje overvejelse kørte vi af sted.

Da vi var kommet ca. halvvejs, mødte vi en fugl, som prøvede at begå selvmord ved at flyve ind foran Corollaen...det virkede! Til min store rædsel så jeg i bakspejlet hele dens gråhvide fjerpragt, hvirvlende rundt på vejen, og det gik pludselig op for mig, at jeg nu havde været (delvist) skyld i hele TO dødsulykker bag rattet; første offer var en uskyldig tasmansk wombat, som løb ud foran vores lejede bil en mørk aften - heldigvis bumpede fuglen ikke helt så meget som wombatten.

Det tragiske dødsfald skulle dog ikke forhindre os i at buswalke, så vi kørte videre...

Endelig kom skiltet med 'New England National Park', og vi kørte med stor iver ind på en grusvej - kun 5 km fra vores mål. Pludselig hørte vi en mærkelig lyd samtidig med, at en sær lugt bredte sig i bilen. Der gik ikke mere end ca. 10 sekunder, før vi så den første røg, og snart osede Corollaen ganske forfærdeligt ud af kølerhjelmen. Vi stoppede bilen og sprang i dækning - af frygt for at hele dyret ville springe i luften.

Ekplosioner kom der ingen af - kun en fortsat masse røg. Til vores store væmmelse opdagede vi, at liget af den føromtalte selvmorderiske fugl havde sat sig fast i rillerne over kofangeren, men vha. en plastikpose fik Carsten omsider hevet de fleste fjer og vinger ud (jfr. vores sidste blog-indlæg om håndtering af døde dyr). Vi havde set på film, at man skal åbne kølerhjelmen, når sådan noget sker, så det ville vi også prøve. Det tog os lidt tid at finde det rigtige 'håndtag' (ja, der er altså ingen af os, der har 'gået til mekaniker'), men endelig åbnede låget sig, og den dampende røg kunne frit stige til vejs. Så stod vi der med skægget i postkassen!

Det skal her nævnes, at grusvejen var ret så øde, og faktisk havde vi kun mødt ca. 10 biler på 'den store landevej', så det så temmelig skidt ud! Pludselig hørte vi lyden af en bil, og til vores store glæde kom den nærmere. Yesss, den ville redde os...troede vi! Men vi tog grueligt fejl. Chaufføren susede forbi samtidig med, at han vinkede til os - øhhh, ligner vi måske nogen, der er ude for at strække ben, og som gerne bare vil vinkes til (motoren udsendte stadig tykke stråler af røg)?!

Efter et stykke tid kom vi i tanker om, at man kan skrue på et låg og hælde vand ned i et rør, så vi fandt vores drikkeflasker frem og indstillede os på at tørste. Men låget var knaldhamrende varmt, og der stod, at man ikke måtte åbne det 'hot', så det gjorde vi ikke :) Pludselig hørte vi igen lyden af en bil, og vores forventning om en redningsmand/-kvinde steg igen, men også denne gang susede den hvide ladvogn forbi (måske ligner vi sigøjnere???), og vi begyndte at gøre os tanker om, hvordan vi bedst kunne bygge et bål og sove i træerne, hvis det kom til det.

For tredje gang hørte vi en bil, der nærmere sig. Af erfaring vidste vi, at den ikke ville stoppe...men det gjorde den! Et ældre ægtepar holdt ind til siden og spurgte, om vi havde problemer...om vi havde! De steg ud, og manden pillede ved nogle ting nede ved motoren (ligesom på film...det var tydeligt, at han havde 'gået til mekaniker'), og konen hentede en ekstra flaske vand i deres bil, som manden hældte ned i det føromtalte rør sammen med vores drikkevand. Det korte af det lange var, at Corollaen nu kunne starte igen, og vi behøvede ikke overnatte i et træ.

Vi valgte dog - på grund af omstændighederne - at vende snuden hjemad, selvom vi kun var 5 km fra nationalparken, og vi kom dermed slet ikke ud at bushwalke den dag. Til gengæld kom vi helskindede hjem (selvom vi måtte holde et par pauser undervejs, fordi motoren begyndte at ryge igen). I morges kørte vi vores lille Corolla til en ægte mekaniker, og lige nu ligger den på operationsbordet. Vi håber ikke, behandlingen bliver alt for dyr...den behøver ikke blive helt rask...bare rask nok til at køre lidt rundt engang imellem.

Det lille hus i bushen

Når Ben (en ph.d-studerende fra japansk) på fredag drager mod New Zealand for at køre rundt i en autocamper i 2 uger, begynder vi officielt vores tjeneste som 'housesitters'. Ben har et fint lille hus ca. 10 km uden for byen, og imens han er væk, har vi lovet at holde vagt mod tyve, sindssyge naboer og vildfarne kænguruer samt passe hans hund, hans kat, hans 4 fisk, hans 5 høns, hans and og hans gås (jeg er ikke helt sikker på, at de er en and og en gås...men i hvert fald 2x fjerkræ, som ikke er høns).

Da vi besøgte ham den anden dag, fik vi detaljerede instrukser om bl.a. fodringstidspunkter og vandtanke samt eventuelle gaseksplosioner og slangebid (sidstnævnte vil vi ihærdigt prøve at undgå). Indtil videre har vi lavet følgende arbejdsinddeling:

Christina:
fodring af hund/kat/fisk, børstning af hund/kat, lege 'hente-pind' med hunden og udskiftning af kattegrus

Carsten:
fodring af diverse fjerkræ, gåtur med hunden, nødvendige handlinger i forb. med vandtanke/gasbeholdere og begravelse af evt. døde dyr

I øvrigt tak til alle, som stemte i vores seneste afstemning (se til højre)...vi er glade for, at 'torskerogn' ikke vandt.

Titanic

af Carsten

DET USYNKELIGE skib Titanic sank som bekendt i 1912 , da det sejlede ind i et isbjerg. Historien om det skråsikre, uovervindelige, moderne der gik helt galt har altid fascineret mig.

FORLEDEN OVERTALTE min kollega Liz mig til at tage til audition (optagelsesprøve), og nu er jeg med i Armidale Drama and Musical Societys forestilling 'Titanic'. Musicalen Titanic har i øvrigt meget lidt tilfælles med filmen Titanic, og de mange teenagepiger der mødte op til audition i håb om at få rollen som Rose, måtte gå skuffede hjem, da hun slet ikke findes i musicalen.

JOSEPH BOXHALL, 4. officer på den synkende skude, blev den rolle jeg fik tildelt. Jeg havde ellers bedt om bare at blive en del af koret, men de insiterede på at jeg skulle have en lille rolle, så det fik jeg så. Vi øver tirsdag og torsdag. Der er lejet kostymer fra en professionel opsætning i Sydney, men ellers kører det hele ved frivillig arbejdskraft og glade amatører.

EN PENSIONERET BÅDEBYGGER er efter sigende gået i gang med at bygge en tro kopi af Titanic hjemme i sin baghave. I formindsket udgave formoder jeg.

Soul Communications

Hvad får man, hvis man kombinerer en flok inkompetente svindlere med et usandsynligt dårligt serviceniveau? ...Soul Communications! Vores internetselskab! Vi hader dem!

Senest har de pudset et inkassobureau på nakken af os, fordi de påstår, at vi ikke har betalt vores regninger. For 2 uger siden fortalte vi dem, at vi aldrig har modtaget nogen regninger, hvorefter de indrømmede, at de - hovsa og ups - var kommet til at glemme at sende vores regninger, og de lovede på spejderære, at truslerne om retsforfølgelse og deslige naturligvis ville blive trukket tilbage og slettet for evigt...lige indtil i forgårs, hvor inkassobureauet meldte sig. Gonøf!

Desværre er dette tilfælde ikke enestående; australske telekommunikationsselskaber MÅ høre til verdens mest elendige! Vi har nu indgivet en formel klage til et uafhængigt klagenævn, som er nedsat med det ene formål at sørge for, at fuskere som Soul Communications kommer til at stå til regnskab for deres egen dorskhed i stedet for på usleste vis at anklage deres uskyldige kunder.

Vi ser meget frem til at få dette svindelnummer afsluttet uden retssager, fængsel eller stempling som værende dårlige betalere.

Australia Day

af Carsten

AUSTRALIENS NATIONALDAG blev fejret lørdag med statsborgerskabsoverrækkelser, kamelvæddeløb og de klassiske forkullede grillpølser med barbequesovs.

OVER SYDNEY havde en anonym mangemillionær betalt et fly til at skrive 'sorry' på himlen, henvendt til de aboriginalaustraliere der stadig ser dagen som 'invasion day', og ikke føler de har så meget at fejre.

ANYWAY, vi så nærmere på løjerne som de udspillede sig her i byen. Ben, en phd-kollega fra japansk, havde overtalt mig til at være stand-in i hans kor som skulle synge et par sange inden borgmesteren holdt tale. På nær det afskyelige slips jeg fik udleveret til lejligheden, var det en sjov lille tjans.

OVER MIDDAG plukkede vi brombær til den helt store guldmedalje sammen med Ben. Store søde modne brombær uden torne, på en bærplantage lige uden for byen.

VI MÅTTE SKYDE en hvid pind efter kamelerne, da det væddeløb vi havde satset på, blev stoppet på grund af et skybrud. Kamelerne druknede, så at sige, i vand.

I PROTEST tog vi sammen hjem til os, hvor Christina lavede brombærtærte, der blev fortæret med en ekstra-cremet vanilieis.

Hollywood i Armidale

I lørdags havde vi begge vores debut som filmstjerner. Vi var blevet headhuntet af filmproducenten et par dage forinden og fik tildelt rollerne som hhv. Barbara og Peter. Vi mødte op til de indledende optagelser kl. 10, hvor vi blev udstyret med mikrofoner, alt imens kameramanden målte vinkler og afstande. Vi blev præsenteret for de to andre skuespillere og øvede vores replikker og bevægelser, indtil filminstruktøren var tilfreds nok til at begynde de rigtige optagelser.

Kameramand: 'Quiet on set'
(ingen bevæger sig eller siger en lyd)
Kameramand: 'Roll tape'
Lydmand: 'Tape rolling'
Kameramand: 'And action'

Og så begyndte løjerne. Vi udfoldede vores skuespillertalenter i knap 2 timer, hvorefter instruktøren endelig mente, der var materiale nok til redigeringsprocessen. Snart vil den endelige version blive afspillet i sprogundervisningen for førsteårsstuderende, hvor vores fremragende lille dialog vil assistere dem med forståelsen af tyske verber :)