digt af Carsten
det er weekend
i grillfesternes land
og solen brænder hud
og mennesket brænder pølser
sort som kul
og svedne løg
barbequesovs og solcreme faktor 30
skoleuniformer med solhatte
vandrer ind i skolebussen
lysebrune aboriginals
og dem med rigtig røde fregner
vi takker for gennemtræk
og dårlig isolation
når brisen bruser gennem
vores hus
in the Land of the Long Lost Weekend
fredag den 31. oktober 2008
mandag den 20. oktober 2008
fredag den 10. oktober 2008
Christina bonket af olm fugl
Advarsel mod bonkende fugle
af CARSTEN
SÅ ER DET IGEN sæson for magpie-angreb. "Altså gid man måtte skyde den", siger en hævntørstig Christina. Denne fredede australske fugl som bliver rimelig olm når man går ind på dens territorium. Christina fik et ordentligt bonk i baghovedet den anden dag.
DE BONKER ALTID FOLK BAGFRA, og derfor har nogen cyklister tegnet øjne på på deres cykelhjelm for at narre den. Andre har sat små antenner på cykelhjelmen for at forvirre fjenden. Min vejleder er bevæbnet med en badmintonketcher og hans kone med en paraply, når de skal fordi byens allermest olme magpie, som uheldigvis bor lige ved indgangen til universitetet
VI BRUGER EN PIND. Det ser lidt voldeligt ud, men vifter man med sin pind over hovedet mens man går gennem den olme fugls territorium, er man ret sikker på den ikke angriber.
HER GIK VI OG TROEDE at fugle var små, søde væsner der kvidrede og sang for at glæde mennesket. Ja, i hvert fald ikke den her kalorius.
af CARSTEN
SÅ ER DET IGEN sæson for magpie-angreb. "Altså gid man måtte skyde den", siger en hævntørstig Christina. Denne fredede australske fugl som bliver rimelig olm når man går ind på dens territorium. Christina fik et ordentligt bonk i baghovedet den anden dag.
DE BONKER ALTID FOLK BAGFRA, og derfor har nogen cyklister tegnet øjne på på deres cykelhjelm for at narre den. Andre har sat små antenner på cykelhjelmen for at forvirre fjenden. Min vejleder er bevæbnet med en badmintonketcher og hans kone med en paraply, når de skal fordi byens allermest olme magpie, som uheldigvis bor lige ved indgangen til universitetet
VI BRUGER EN PIND. Det ser lidt voldeligt ud, men vifter man med sin pind over hovedet mens man går gennem den olme fugls territorium, er man ret sikker på den ikke angriber.
HER GIK VI OG TROEDE at fugle var små, søde væsner der kvidrede og sang for at glæde mennesket. Ja, i hvert fald ikke den her kalorius.
Etiketter:
Armidale,
Australien,
dyr og natur,
University of New England
Abonner på:
Opslag (Atom)